Pibesvaner og sangsvaner er julegæster fra det høje nord

Pibesvaner fotograferet på en mark ved Hvinderup med kirkespiret i Christiansfeld i baggrunden. Pibesvaner og sangsvaner optræder i større flokke end de sædvanlige knopsvaner og ses ofte på en mark syd for Hejlsminde. Foto: Lars Østergaard Jensen

Her i juletiden har vi modtaget besøg af bevingede ’svaneturister’ helt oppe fra det nordligste Sverige, Finland og Rusland.

Forleden kunne man glæde sig over synet og lyden af en flok pibesvaner, der havde slået sig ned på en mark lidt uden for Christiansfeld.

Allerede på trekvart kilometers afstand kunne man høre deres dybe stemmer tværs over ådalen. På vejen fra Torning Mølle og op til Hvinderup kunne jeg komme relativt tæt på flokken. Ligesom gæs holdt de nøje øje med mig, kommenterede min tilstedeværelse og lagde vraltende lidt afstand imellem os.

Pibesvaner ligner den anden art, sangsvaner, meget, men er noget mindre og har knap så meget gult på næbbet. Pibesvanens stemmer lyder noget dybere end sangsvanens, og de er nemmere at komme tæt på end sangsvaner.

De to arter kendes nemt fra vores egen, hjemlige knopsvane, der har et rødt næb. Under flyvningen frembringer knopsvanen en karakteristisk susende lyd. Sang- og pibesvanens vingeslag er derimod næsten lydløse, men til gengæld kalder de ligesom gæs på hinanden i luften.

Pibesvanen er en ret almindelig trækgæst. I milde vintre overvintrerede omkring årtusindeskiftet op til 1000 af dem i Danmark.

Sangsvanen er mere talrig; i milde vintre (som år 2000) overvintrede cirka 15.000 sangsvaner i Danmark, hvilket dengang var over halvdelen af hele den skandinavisk-russiske ynglebestand. Siden er antallet af overvintrende pibesvaner faldet en del, mens antallet af overvintrende sangsvaner er næsten tredoblet de sidste 25 år, fortæller Dansk Ornitologisk Forening (DOF) på deres hjemmeside.

Se også