Lokal landbetjent i Vamdrup/Lunderskov har skiftet adresse

Det lokale politikontor i Vamdrup er flyttet fra midtbyen til Arena Syd. Landbetjenten dækker foruden Vamdrup også Lunderskov og omegn.

Hvis du ikke lige kender ham, vores lokale landbetjent, Hans Peter Poulsen, så er han her, fotograferet på politikontoret i Vamdrup.

VAMDRUP/LUNDERSKOV: Vamdrup har stadig sin lokale landbetjent, og han hedder fortsat Hans Peter Poulsen. Men han har skiftet adresse fra Jernbanegade 1 i Vamdrup midtby til Arena Syd, Idrætsvej 3.

Men træffetiden er den samme. Det lokale politikontor i Vamdrup er åbent fast hver torsdag fra klokken 14 til 17. Men skulle du få brug for hjælp uden for kontortiden, kan kontakt til betjenten i lokalområdet skaffes via telefonen 114.

Tro nu ikke, at betjenten kun befinder sig i vores område i kontortiden. Nej, han er i området så godt som hver dag for at udføre politimæssige opgaver. Det er bare på hjul.

Og de daglige politimæssige opgaver kan bestå af indgriben, hvis der er borgere, der udebliver fra stævninger, retssager – eller andre aftaler med myndighederne.

Klipper nummerplader

Han medbringer også værktøj, så han kan klippe nummerpladerne af motorkøretøjer, hvor ejerne ikke har betalt lovpligtige forsikringer eller afgifter.

Og så patruljerer han også under vejs og griber ind, når han fx spotter lovovertrædelser i trafikken.
Hans Peter Poulsen har derfor nok at se til i sit distrikt, som stort set omfatter området, der i sin tid udgjorde de to gamle kommuner Vamdrup og Lunderskov.

Det handler om et område, som strækker sig i nord fra Lejrskov-Jordrup egnen og henover centerbyerne Lunderskov og Vamdrup og til og med Ødis Fovslet området i syd. Et område, som tæller i omegnen af 12.000 sjæle.

/seb

Se også