Lunderskov Lokalråd ønsker 619.000 kroner fra Centerbypuljen

Pengene skal bruges til skiltning af seværdigheder og til forskønnelse.

Pengene skal bl.a. bruges til at markere isfugleruten.

LUNDERSKOV: Lunderskov Lokalråd søger i år 619.000 kroner fra den kommunale Centerbypulje 2026 til forskønnelser og skiltning af byens seværdigheder.

Sidste år blev der brugt fra puljen til at skilte en rute rundt om Drabæks Møllesø og forbi Hvidkilde og det nyanlagte åsted bag ved Drabæks Mølle.
I år ønsker rådet midler til skiltning af Isfugleruten og til informationsskilte omkring seværdige kulturmiljøer og natur i området.
Lokalrådet ønsker også midler fra 2026-puljen til forskønnelse af udearealerne foran Multihuset, og til forskønnelse af parken, Anlægget, i Lunderskov.
Sidstnævnte handler om et projekt, som af forskellige årsager ikke blev færdigskitseret i 2025.
Samlet anmoder lokalrådet om følgende beløb fra puljen:
20.000 kroner til skiltning ved Isfugleruten, 320.000 kroner til renovering af forpladsen ved Multihuset. 269.000 kroner til forbedringer i Anlægget samt 10.000 kroner til diverse småprojekter. I alt 619.000 kroner.
Fra et møde i Lokaldemokratiudvalget oplyses, at byrådet i Centerbypuljen 2026 har afsat 657.000 kroner til deling mellem de tre centerbyer Lunderskov, Vamdrup og Christiansfeld. Men dertil lægges ubrugte midler fra 2025, så er der i år 1.137.000 kroner til rådighed i puljen til deling mellem de tre centerbyer.
/seb

Se også