Føl fra Hejls solgt for 3,7 millioner!

I 2023 kom et rødt Dansk Varmblod hingsteføl til verden hos Thorhauge Horses i Hejls. TH Vivaldo blev han døbt. Han vandt i 2023 regionens følskue i Esbjerg og blev årets dressur-betonede hingsteføl 2023 og solgt som årets dyreste føl for 44.000 til Nordentoft ApS i Nibe. Men nu er han solgt for 3,7 mio. kr.
Hingsten blev i weekenden fremstillet til hingstekåring i det tyske avlsforbund Hannoveraner Verband i den tyske by Verden. Forbundet er sammen med Oldenburg ét af de største og mest prestigefyldte avlsforbund i hele verden.
For at blive udtaget til hingstekåring, skal hingsten igennem det første nåleøje af mange. Han fremstilles til en såkaldt forbesigtigelse, hvor ca. 280 hingste var mødt op. I alt 87 blev udtaget til selve hingstekåringen, som netop er løbet af stablen. De 87 blev i mellemtiden reduceret til 77 hingste, da nogle måtte udgå pga. skader, sygdom m.v. Men TH Vivaldo præsenterede sig helt fantastisk alle gange i arenaen både fredag og lørdag, og var klart en publikumsfavorit med store klapsalver og hujen, når han dansede rundt på banen.

Afgørelsens time kom lørdag eftermiddag, hvor han gik igennem endnu et nåleøje og opnåede kåring. “Katalog nr. 34 ist gekört”, lød det over højtalerne i Niedersachsen Halle til et kæmpe jubelbrøl.
I alt 39 af 77 hingste blev kåret og godkendt til avl. Herefter udnævner kåringskommissionen såkaldte ‘præmiehingste’, der har klaret sig ekstraordinært og som fortjener en ekstra stjerne på skulderen. Otte hingste blev udnævnt til ‘præmiehingst’, hvoraf fem af dem var på auktionen lørdag aften. TH Vivaldo var den eneste danskavlede og dansk-ejede hingst blandt de otte præmiehingste.

Hingsten var en ekstremt eftertragtet herre, og buddene kom så hurtigt, at auktionarius næsten ikke kunne følge med. Der var heftig budkrig og han endte med et hammerslag på intet mindre end 500.000 euro. Det er absolut toppris for alle solgte hingste i Europa i år, ja nok i hele verden i år. Hingsten blev solgt til Helgstrand Dressage, så den danskavlede hingst fra Hejls bliver altså på dansk jord, hvilket den oprindelige ejer, Jens Christians Thorhauge, Hejls, er meget glad for.
Og den dyre præmiehingsts mor og lillebror bor stadig i Hejls…!