Den hvide engel

Nattens regndråber lagde sig som små kolde kors på de smalle gader ved Brødremenighedens Kirke i Christiansfeld, hvor lazarettets døre stod på klem og gav lyden af dæmpede skridt og fjerne støn.

I den store hvide sal, hvor soldaterne lå i rækker på halm, gik Anna rundt med et hvidt forklæde, der var blevet plettet af både blod og the. Hun var plejerske – født og opvokset i Sønder Bjert tæt ved Kongeåen – og vant til at lindre feber og tørre sved af staklerne på Åstrup Fattiggård ved Haderslev.

Krigens sår var dog noget andet. De artede sig, så de sjældent kunne heles igen.

Den danske løjtnant lå i det næstsidste leje. Han var ung. Hans ansigt var stadig blødt som en drengs, men hans krop var udmarvet af feber og en skade, der aldrig ville hele. Han talte sjældent, men når han gjorde, kom ordene som små, forvirrede stykker om hjem og løfter, han ikke kunne holde. Anna havde set ham vågne op i panik og svede gennem natten. Hun havde set hans blik glide fra hende til vinduet, som om han søgte noget, der ikke længere fandtes.

Hver gang hun lagde hånden på hans pande, mærkede hun en varme, der var mere end sygdommens. Det var en længsel efter fred.

* * *

Kun få dage tidligere var kirken blevet omdannet til et lazaret. Alle bænke var fjernet. Tre kakkelovne var anbragt for at skabe plads og lidt varme. I et hjørne stod en stor balje fyldt med afskårne ben, arme og udskårne stykker kød.

De soldater og bønder, som hjalp de sårede og lemlæstede fra de ankommende vogne, græd af sorg over soldaternes frygtelige skader.

Som en bizar konsekvens af krigens menneskelige pris havde danskerne og slesvig-holstenerne indgået aftale om dette fælles lazaret. Unge mænd, der tidligere havde kæmpet mod hinanden i mudder og søle, lå nu side om side. For langt de fleste var det i realiteten dødens ventesal.

Mange soldater bar amuletter med påskrift som I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn og kunne også have små beskyttelsesgaver fra familie og kærester i deres lommer.

Den store kirke af gule sten med hvide vinduer lå på Grev Zinzendorfs Plads (se note 1), opkaldt efter den kristelige grundlægger for de indvandrere fra Bøhmen, som havde skabt byen og æret Christian VII med navnet Christiansfeld.

Om eftermiddagen og aftenen den 23. april var Anna vidne til, hvordan de mange døde og sårede blev bragt ind fra slaget ved Kolding.

Talrige store vogne med halm i bunden, overspændt med et sejl for at beskytte de sårede mod vejret, rullede ind i Christiansfeld. Det var en martrende færd for de hårdt sårede soldater. Det var et nedslående moment for dem – som var ved bevidsthed – at ankomme til det blodige og makabre lazaret.

* * *

Alene den følgende dag blev hele 37 døde soldater begravet.

Præsten måtte sammen med en officer afpæle grave til mange flere på Brødremenighedens Kirkegård. Om eftermiddagen fandt højtidelige begravelser sted til lyden af dæmpede trommehvirvler.

Et fåtal af soldaterne blev lagt i groft tilhuggede kister. De fleste måtte nøjes med at blive svøbt i lagener. En stor fællesgrav omsluttede ven og fjende. Det var en daglig begivenhed, som blev fulgt tavst af enkelte borgere og soldater, der gjorde ophold i Christiansfeld i ugerne efter kamphandlingerne i Kolding By og især omkring skoven i Gelballe.

Det hørte til soldaternes pligt at følge de døde det sidste stykke vej.

* * *

Dage blev til nætter uden hvile. Lægerne gjorde, hvad de kunne inden for deres sparsommemidler, men medicinen var utilstrækkelig, og tiden var en fjende, der arbejdede langsomt.

De få muligheder for behandlinger gjaldt både indvendige og udvendige skader. Øjenskader var der også mange af. Lægerne håndterede skud-, stik- og snitsår fra knivskarpe bajonetter, knoglebrud, ledskader og andre læsioner. Større skader på arme eller ben blev for det meste klaret med amputation, sårrensning og salver.

Læsioner i led kunne i heldigste fald afhjælpes med operation eller tilbageførelse som ved skulder ude af led. De største risici ved operationerne var blødning og sår-smitte. Som bedøvelse brugtes overvejende æter, men også kloroform og lattergas ved mindre indgreb.

Lægerne blev anmodet om at ordinere med sparsommelighed og vælge præparater, der var hurtige og enkle at fremstille for apotekerne. Bedøvelsesmidler, morfin, atropin til øjenbehandling, mentolvand, salver, jod og paraffinomslag.

Hvis ikke de voldsomme og blodige skader var nok til at forkorte de unge mænds liv, var tyfus – som følge af de uhygiejniske tilstande – en hyppig og livsfarlig sygdom.

Den blev med rette kaldt “den store dræber” og medførte brændende feber, kuldegysninger, træthed, appetitløshed, forstyrrelser i sindet og voldsom diarré.

Desperat prøvede plejerne at lindre med åreladninger, afføringsmidler og kviksølv. Man gav også opiumpulver til smerte og ro, mens brændevin eller rom anvendtes som stimulans, selv om det blot forværrede eller udsatte det uundgåelige.

Alt for mange soldater blev for tidligt udskrevet fra lazarettet og transporteret hjem til deres familier og fædrene gårde, hvor de led en langstrakt og grusom død af tyfus.

* * *

En aften, da blæsten udenfor fik vinduerne til at klapre, fandt Anna løjtnanten vågen og bønfaldende. Han bad ikke om sejr eller ære. Han bad om at slippe. Hans stemme var en hvisken, men hans øjne var klare.

Anna sad længe ved hans leje og lyttede til hjertets uregelmæssige slag. Hun huskede sin fars hænder, der havde arbejdet i marken, på sin mors stille bønner og på de gange, hvor hun selv havde holdt et barns hoved, mens feberen brændte. Hun tænkte på løjtnantens breve, på hans unge ansigt, på den måde han smilede, når han troede, hun ikke så ham.

* * *

Det var danske læger, som ledede lazarettet i Christiansfeld. De var bekymret for Kongerigets skæbne samtidig med, at de måtte anerkende de holstenske lægers store viden og dygtighed. De arbejdede intenst sammen uden at skelne til patientens fødested og nationale sindelag.

Det var lidt anderledes blandt de medhjælpere, sygevogtere og civile kvinder, der tilbød deres hjælp på lazarettet. Det var ikke usædvanligt, at danske patienter fik lidt bedre hjælp af danske kvinder.

En vogter var blevet fjernet, fordi han havde skældt nogle slesvig-holstenske soldater ud og råbt: – Hvad i helvede har I at gøre her?

Der var også to tyske kvinder, Hildegard og Emma, som var uddannet til omsorgsarbejde på hospitaler og i fattighuse. Inden krigen var de begge tilknyttet evangelisk-diakonale stiftelser i Holsten. Ind imellem havde de en tendens til at være korte for hovedet overfor de frivillige medarbejdere, som gjorde deres bedste uden at have ret mange forudsætninger for forbinding, behandling og pleje af krigens ofre.

Hvis Hildegard sov et par timer, var Emma på vagt og omvendt. Det var, som om de ikke turde lade lazarettet fungere uden – mindst – en af dem var til stede.

Anna turde godt gøre ting på sin egen måde. I forhold til den unge løjtnant traf hun et valg, der ville følge hende resten af livet.

* * *

Beslutningen kom ikke som en pludselig åbenbaring, men som en tung, uundgåelig erkendelse. Anna vidste, at hun brød loven og samfundets normer. Hun vidste, at hun ville bære skammen alene.

Hun havde i flere dage vidst, at der i lageret i Søsterhuset lidt væk fra kirken fandtes en pose arsenik, som blev anvendt mod rotter. Natten før havde hun sagt til Emma, at hun lige måtte over og hente sæbe. Uset havde hun hældt over 300 milligram i en lille tom flaske.

Den nat sad hun stille ved hans side og gav ham det hele i et krus vand. Hans åndedræt blev langsommere, og en overgang rystede han voldsomt, men i de sidste sekunder af livet så han på hende med en taknemmelighed, der var større end frygt. (se note 2)

Hun holdt hans hånd, indtil den blev slap. Hun lukkede hans øjne med en blid bevægelse, som om hun ville beskytte ham mod det sidste syn af verden. I salen var der kun lyden af regn mod taget og et fjernt, uforståeligt råb fra en sygevogter.

Derefter gik Anna ud i natten.

Hun følte sig både lettet og knust. Hun vidste, at hun havde handlet i kærlighed og i desperation, og at kærlighedens retfærdighed sjældent stemte overens med menneskets love.

I Christiansfelds stille gader gik Anna videre med hænder, der stadig kunne hele sår, og et hjerte, der bar både skyld og nåde. Hun havde givet fred. I den fred fandt hun et slags svar, som ingen dom kunne tage fra hende.

Pludselig hørte hun de smukke toner – og denne gang var hun sikker. Alt for tidligt var den første lille nattergal ankommet. Kærlighedens fugl sad nu skjult i krattet og slog sine triller med budskabet om, at der altid kommer et nyt varmt forår efter en iskold vinter.