Christa fejrer diamantbryllup med en helt speciel politimand

Christa og Johannes Søndergaard i Vonsild blev gift Pinsedag, og de har brugt en stor del af deres liv på at hjælpe kriminelle til et bedre liv.

Christa var oprindeligt ekspedient i en kjoleforretning i Rødekro. Men Pinsedag for 65 år siden giftede hun sig med en politimand, og det ændrede dramatisk hendes – og mange andres liv.

Den 14. april kunne Christa Søndergaard fejre sin 81-års fødselsdag, og den 26. april fulgte hendes mand Johannes Kirk Søndergaard bagefter med samme årstal. Og lørdag den 3. juni fejrer de deres 65 års diamantbryllup!

Ægteparret bor i et hyggeligt rækkehus i Enebærparken i Vonsild. Fyldt med billeder og minder, og haven minder om et eventyr. Til trods for at Johannes er blevet fejlopereret og lider af mange daglige smerter, og Christa for nylig er faldet og har slået sig, så er de begge fyldt med positiv energi.

600 hotdogs

Det er også typisk for dem, at de ikke nøjes med en smuk fest for de indbudte i Immanuelskirken og bagefter på restaurant Trinity. Nej, de har også doneret 600 hotdogs til Folkekøkkenet i Kolding!

Samfundets udsatte har altid ligget de to på hjerte.

Det begyndte med, at Johannes blev politimand i København. Og det var lige noget for den tidligere bokser. Han blev snart tillidsmand på politigården. Han havde stor succes. Engang skulle han sammen med en kollega hente en kriminel. På vej til politigården fik de fat i to andre, som var i færd med kriminalitet. Politimesteren havde aldrig set noget lignende.

Der er altid humør og fest og glæde, når man er sammen med diamentægteparret Søndergaard.

Tilbage til Kolding

Knapt fire år efter uddannelsen kom Christa og Johannes til Kolding, hvor han blev øvelsesleder for hundepatruljen, vagthavende og sluttede som anklager for politimesteren.
Johannes var også tilknyttet socialforsorgen. På den måde kom han i kontakt med mange mislykkede mennesker.

Han gik også langt for at hjælpe dem, andre helst ikke ville have noget at gøre med. I perioder havde parret flere narkomaner og kriminelle boende i deres hjem, selv om deres to små piger Christel og Annette også boede der.

Pinseoplevelsen satte dem i gang

Det, der drev familien, var deres kristne tro. Og ikke mindst Pinsens budskab om Helligånden, som kan gøre det, der er umuligt, muligt.

For i 1972 fik Johannes en personlig pinseoplevelse, da en kvindelig hjemvendt Kina-missionær bad for, at han måtte få Helligånden i sit liv. Først fik dét den hårdkogte politimand til at bryde sammen i gråd, men derefter drev oplevelsen ham ud på Koldings gader for at finde de mest fortabte mennesker.

Selv om de havde oplevet noget, som man mest kender fra pinsekirker, blev de i Folkekirken, hvor de fortsat går i Kristkirken.

Var i byrådet

Johannes var fra 1974-77 i byrådet i Kolding, og den daværende borgmester Bent Rasmussen (S) sørgede for, at ægteparret i 1974 kunne købe et nedlagt børnehjem i Læssøegade billigt af kommunen.

Her indrettede de nu et hjem for narkomaner og prostituerede m.fl. De kaldte det store hus for Quo Vadis. Det er latin og betyder ”Hvor går du hen?”

De første år arbejdede Johannes fortsat i politiet, men i 1980 tog han orlov og var fuldtids i Quo Vadis. Politistaven blev skiftet ud med en bibel, og istedet for at straffe de kriminelle, mødte parret dem med tilgivelse og knus, som en god mor og far. Det virkede.

Arbejdet voksede og omfattede senere en fiskekutter, et bofællesskab i Klostergade ved Banegården, en højskole i Vejen og en gård i Vestjylland for grønlændere, som havde alkohol-, narko- og andre problemer i Syddanmark.

I starten blev arbejdet drevet på frivillig basis og støttet af gaver. Gang på gang oplevede man på mirakuløs vis, at penge og mad blev skænket.

Senere fik behandlingshjemmet tilskud fra det offentlige. Der blev ansat professionelt personale – og pionérånden forduftede nok lidt efter lidt.

Fejlopereret

Christa og Johannes trak sig fra lønningslisten i 1999 efter 25 år. Allerede i 1996 blev Johannes ramt af en fejloperation i knæet, som bl.a. betød, at han blev følelsesløs i benet. I fem år kunne den aktive mand kun ligge i sengen.

Alligevel vælger Johannes ikke at være bitter på den læge, der brugte et ikke-godkendt præparat.

Selv om parret nu er oppe i årene, er de bl.a. aktive i Gideonitterne, hvor de uddeler Ny Testamenter. For nylig var de med til at uddele 198 testamenter ved Vejle Tekniske Gymnasium.

– Vi skal ud på gaden med kristendommen, siger de to. Johannes har skrevet flere bøger for at gøre kristendommen forståelig for folket. Bøgerne hedder: ”Jeg har en ven, der kan gå på vandet” og ”I Guds hånd”, ”Guds navn”, ”I Guds billede” og ”Livsforsikringen”. De kan kontaktes på jcks42@gmail.com.

Se også