Gå påsken i møde


Påsken er én af kirkens store højtider, måske den største. Derfor vil kirkerne naturligvis gerne markere og fejre påsken. I år er flere af de traditioner, som traditionelt knyttes til påske, desværre ikke mulige. Man må derfor være opfindsomme og eksperimenterende. Et af kirkernes kreative tiltag er etableringen af en påskesti!

»Målet har været at lave en påskeaktivitet, som er for alle – også for børnefamilier. Det skulle være en aktivitet, som kunne skabe en vis samhørighed i form af noget fælles, selvom vi må være hver for sig«, siger sognepræst Anne Mie Skak Johanson. 

»Da forsamlingsforbuddet forhindrer større samlinger, så har vi skabt en »påskesti« med aktiviteter. Disse aktiviteter kan man deltage i individuelt eller som familie. På den måde kan alle deltage i det samme uden dog at være for mange forsamlet på en gang«, fortsætter hun. 

Brødremenigheden og Tyrstrup Kirke står bag Påskestien. Stien følger »Toftegårdsstien«, som ligger vest for byen. Ruten er ca. 3½ km lang, og starter og slutter ved Den Blå Bro. Hele ruten er asfalteret, så den kan benyttes af kørestolsbrugere, og familien kan tage barnevogn eller klapvogn med. Langs ruten kan man stoppe op ved de påskerefleksioner og små familieaktiviteter, som er markeret ved høje gulmalede pæle. Der er 16 stationer i alt. Her er refleksioner, vers fra påskesalmer, QR-koder, samtaleemner m.m. Ved hver station er der også en familieaktivitet.  

Påskestien med markeringerne står på »Toftegårdsstien« fra den 21. marts til den 6. april. 

Det er kirkernes håb, at rigtig mange har lyst til at gå med!

Se også