Betalte med deres liv for et bedre Europa

Omkring 60 mennesker deltog i smuk mindehøjtidelighed ved Avnevig.

Billedet er fra mindehøjtideligheden fredag aften ved Avnevig. Omkring 60 mennesker havde trodset den ret kolde forårsaften for at være med til at mindes de omkomne britiske flyvere. Forrest, stående til højre i billedet, Svend Christensen og dernæst aftenens taler Leif Thomsen. (Foto: sebro-press).

FJELSTRUP: Den 8. maj 1945 gav tyskerne op. 2. Verdenskrig var slut efter seks år. Den dag fik betegnelsen VE-Day for Victory Europe, Sejren i Europa:

– Og det er netop på en 8. maj, vi står her for at mindes unge engelske flyvere, der lige her gav deres unge liv i kampen for et bedre Europa og for en bedre tilværelse.

Ord fra Leif Thomsen fra St. Anslet – og sagt lørdag aften i en mindetale, da Avnevig Gruppen igen i år havde taget initiativ til en mindehøjtidelighed, ved mindestenene ved Avnevig ved Fjelstrup for omkomne flyvere.

Højtideligheden, der blev ledet af Svend Christensen fra St. Anslet, havde samlet i omegnen af 60 mennesker. Der blev nedlagt kranse, og navnene på de omkomne blev læst op. Og så blev »Altid frejdig når du går« sunget, som fællessang. Også hjemmeværnet fra Skrydstrup medvirkede på flot vis.

Et af våbnene, der fik Tyskland til at give op, var engelske Royal Air Force, hvis opgave var med store bombefly at flyve ind over Tyskland og ødelægge kommunikationsmidler og våbenindustri:

– De rigtigt store angreb på tyske byer kunne blive foretaget af ca. 1000 fire motorers fly med syv mands besætninger. Det betød, at mange unge skulle melde sig til uddannelser som flyvere i Royal Air Force, fortalte Leif Thomsen, og fortsatte:

– 55.573 af disse unge flyvere mistede livet under togterne, som ofte gik hen over Sydjylland. Ni af dem fandt den våde grav i Lillebælt – eller på marken – lige her, hvor vi står, sagde Leif Thomsen i sin beretning.

De første styrt ramte et Stirlingfly i 1941. Det skete som følge af et angreb af tyske jagerfly. Det var vej til Stettin for at lægge lysmarkeringer på jernbane-knudepunkter, således at efterfølgende bombefly kunne se målene:

– Fire mand nåede at springe ud i faldskærm. Tre af dem gik ned i Lillebælt sammen med flyet, og er aldrig siden fundet. Det andet fly styrtede ned en aften i februar 1944 under det sidste store angreb på Berlin. Et Lancaster-bombefly blev angrebet af en natjager og kom i brand. Besætningen sprang også her ud med faldskærm:

– Men kun en reddede livet. De øvrige blev fundet med uåbnede faldskærme og i det brændende fly. Piloten sad ved sine styregrejer i vraget, der lå på marken lige her inde bagved os, lød det videre i beretningen fra Leif Thomsen.

– Flyet i Lillebælt blev hurtigt glemt. Derimod har der gennem årene været snakket meget på egnen om Lancasterens styrt. I sommeren 1945 blev rejst et mindesmærke ved Avnevig for de dræbte. Og der er fortsat god kontakt til nogle af familierne til de omkomne:

– Under besøg af dem blev der ofte spurgt: »Hvor skal vi lægge vore blomster, skal vi smide dem i havet?« Og der blev snakket om at finde midler derhjemme i England til et mindesmærke. Da sagde vor lille gruppe her: »- Det er ikke jeres opgave, det er vores.« lød det fra Leif Thomsen i mindetalen.

De omkomne flyvere ligger begravet på en kirkegård i Aabenraa, mens de overlevende måtte tilbringe resten af krigen i tyske fangelejre. 

/bro

Se også