Vores giftefoged har travlt med over 500 vielser

Selvom antallet af borgerlige vielser i Christiansfeld, Hejlsminde og Hejls er fordoblet de seneste år, har vi stadig kun én giftefoged.

Finn Johannsen er pensionist, men nyder at være både turistguide og byens giftefoged.

Sidste år stod Christiansfelds eneste giftefoged, Finn Johannsen, for 503 vielser. Et antal, som ikke ser ud til at blive mindre i år.

Det var måske ikke et job, Finn Johannsen havde set komme, mens han arbejdede 40 år i bankverdenen, eller da han blev byens turistchef. Men som pensionist krydrer han nu tilværelsen ved at arbejde som giftefoged og turistguide.

“Det er et dejligt job, for det er jo glade og forventningsfulde mennesker,” fortæller han om det job, han pludselig blev tilbudt.

Borgmesteren spurgte

“En giftefoged er en, der er blevet bemyndiget af borgmesteren til at vie folk,” fortæller Finn.
Det var det, der skete for ham, da tidligere borgmester Jørn Pedersen ud af det blå ringede til ham i 2015.

“Han spurgte, om jeg havde lyst til at være giftefoged, for de ville gerne have en i Christiansfeld, da de ikke kunne nå alle giftemålene i Kolding. Det skulle være en som kendte byens historie og kunne tysk og engelsk, da de fleste vielser foregår på de sprog.”

Som tidligere turistchef var Finn oplagt og sagde da også straks ja til jobbet.

Flere vielser

At antallet af vielser er steget støt lige siden, gør ikke Finn noget.

“Jeg kan godt nå det hele, men det tager da også tid. Jeg er jo pensionist, derfor er det også fint, at jeg kan meddele på borgerservice, hvis jeg tager en uge fri. Så sørger de for, at der ingen vielser kommer herned.”

Men Finn er vellidt, og så er han meget fleksibel.

“På rådhuset i Kolding har de vielser mandag og fredag, hvis byrådssalen er ledig. Og om lørdagen skal man betale for en vielse på rådhuset, fordi de skal holde specielt åbent. Jeg har vielser hver dag, somme tider også om søndagen. Men der har jeg dog sagt, at det først sker efter kirketid.”

Finn holder strengt øje med tidsplanen, for der ligger ofte flere vielser på samme dag.

“I lørdags havde jeg fem vielser. Så når jeg skriver kl. 13 til dem, så er det klokken 13!” Og det har bryllupsplanlæggerne ikke noget imod.

Mindre bureaukratisk

Langt de fleste af vielserne er blevet organiseret af tyske bryllupsplanlæggere, fordi de har opdaget, at det danske system er mindre bureaukratisk end det tyske.

I Danmark kan alle EU-borgere og turister med gyldigt visum blive viet på samme vilkår som danske par – men ikke flygtninge og asylansøgere.

De skal bare møde op på Kolding Kommunes borgerservice og fremvise pas, evt. visum og attest på, at de ikke allerede er gift. Er det i orden, får de en godkendt prøvelsesattest og kan for 500 kr. booke tid til vielsen.

De fleste af Finn Johannsens vielser foregår i dette kontor i Søstrehuset. I dette tilfælde er brudeparret fra Østrig.

Danmark er fleksibel

”I Danmark godkender man en kopi af de originale attester, sådan er det ikke i Tyskland,” fortæller Finn.

“Dér kræver man, at de rejser til deres hjemland og får fat i de originale dokumenter. Og da mange af de brudepar, jeg har, er fra Iran, Irak og Syrien, kan de jo ikke rejse tilbage til deres hjemland – så kommer de ikke ud igen!”

Herudover er de danske myndigheder mere smidige i forhold til tilrettelæggelsen af vielsen, og det har Finn haft mange mindeværdige oplevelser med.

Langt de fleste af hans vielser foregår i et mindre kontor på førstesalen i Søstrehuset. Her er der en god og højtidelig stemning, og ofte er der ikke brug for mere plads, fordi brudeparret kommer alene. Men Finn har også haft strandvielser.

“I Köln er der en muslimsk kvinde, som særligt arrangerer strandvielser. Hun sætter en særlig portal op nede på stranden, som er så flot. Og hun sørger også for, at der bliver sat stole op. For det er ikke en vielse, hvor der kun er to personer; der er nok nærmere 30-40 personer. Og så bliver der serveret champagne.

Viet ude i vandet

En anden speciel oplevelse var, da et brudepar spurgte, om de måtte stå ude i vandet, mens de blev gift. Jamen, det måtte de da gerne. Så smøgede han benklæderne op, og hun løftede op i kjolen, og så stod de ude i vandet, mens jeg viede dem fra stranden. For det havde jeg ikke lige tøj med til det. Det var specielt.

Jeg har også haft vielser i Christinero og nogle ude ved brønden på kirkepladsen. Men jeg synes, at alle vielser er skønne, uanset hvor de foregår.”

Vielser er offentlige

Når sådan noget foregår i naturen, kommer der altid tilskuere til, og det er helt i orden, fortæller Finn.

“Alle borgerlige vielser er offentlige, så folk har lov til at stimle sammen om vielserne nede på stranden og også her på kontoret i Søstrehuset. Hvis du vil overvære en borgelig vielse, så er der ingen, der kan forbyde det, heller ikke brudeparret. At det ikke altid er helt praktisk, er så en anden sag. Jeg havde en vielse i lørdags, hvor de havde 18-20 gæster med. Havde de givet besked, ville vi have fundet et større lokale at være i,” fortæller han.

De fleste af Finns brudepar er udlændinge, men der er også danskere imellem bl.a. fra Brødremenigheden. For som han fortæller:

“Du kan ikke blive lovformeligt gift i Brødremenigheden, man skal have en borgerlig vielse først, og så kan du få velsignelsen i kirken bagefter.”

Ikke Las Vegas

Men selvom der er mange vielser, og processen fra beslutning til udførelse er kort, så sørger Finn altid for, at det ikke bliver som i Las Vegas, fortæller han.

“Jeg ved, at på rådhuset i Kolding, får man kun et kvarter til hver vielse. Men jeg ville have en halv time. Hvis jeg skal fortælle lidt om byen og det historiske og også vie dem, så vil jeg ikke jappe det af. Sådan hurtigt ind og hurtigt ud. Det vil jeg altså ikke. De skal føle, at de er velkomne.”

Finn sørger for, at brudeparrene finder sig godt til rette og bliver taget godt imod. Udover at vie dem og fortælle dem om byen, læser han også et romantisk digt for dem. Til sidst får de en lille felderstjerne foræret.

Finn opfordrer også brudeparrene til at gå en tur i byen. Det er også godt for handelslivet.

“Der bliver taget mange fotos ude ved brønden på kirkepladsen. Og en del tager også hen og drikker en kop kaffe eller spiser frokost bagefter.”

Se også