Haderslev giver 10 mio. til Fjelstrup Børnecenter
– Vi kan slet ikke få armene ned af ren begejstring, siger lokalrådsformand, Svend Christensen.
På byrådsmødet i Haderslev kommune mandag den 27. april blev det nemlig besluttet at give en ekstra-bevilling på to millioner kroner, så Fjelstrup Børnecenter kan blive en realitet. Det samlede projekt løber op i ti millioner kroner.
Ombygningen af Fjelstrup Skole til Fjelstrup Børnecenter betyder bl.a., at der opføres en tilbygning ud mod parkeringspladsen ved Fjelstrup Kultur- & Idrætscenter. Det første spadestik til ombygning og tilbygning forventes at blive taget i november i år.
– Det handler om at styrke, om bæredygtighed og om at fremtidssikre, sagde Henrik Rønnow (S), da han præsenterede sagen om Fjelstrup Børnecenter og en ekstra bevilling på to millioner for byrådet i Haderslev. Han er formand for Udvalget for Børn og Familier.
I alt er der nu ti millioner til at realisere Fjelstrup Børnecenter for, og det skaber glæde i Fjelstrup.
– Det her er første skridt på en rejse, der vil styrke kvaliteten, sammenholdet og fællesskabet i hele lokalområdet, siger lokalrådsformand Svend Christensen.
Sådan er planen
Den sydlige del af den nuværende skole indrettes til vuggestue og børnehave. Midterdelen er til de mindre skoleklasser- mens de ældste elever flytter ind i den nye afdeling mod nord. Der bliver fælles møde-/spiserum for pædagoger og lærere. Og skoleleder og institutionsleder får fælles kontor. De to ledere udgør den daglige, fælles ledelse af Børnecenteret.
– Fjelstrup Børnecenter skal være et trygt og udviklende læringsrum i den levende landsbys forpligtende fællesskab. Det er vores vision, siger afdelingsleder på Fjelstrup Skole, Lisbeth Malmvig, og fortsætter:
– Vi glæder os til, at vi bliver en samlet familie her på det nye børnecenter.
Idéen smitter
– Det er kæmpe stort for Fjelstrup, men det er også kæmpe stort for landdistrikterne, for Haderslev Kommune og for os her i byrådet, sagde Bo Morthorst Rasmussen (S) ved byrådsmødet.
– Det er et symbol på, at når folk kæmper lokalt for landdistrikterne, når kommunen understøtter det, og når vi har nogle gode byrådsmedlemmer, som siger: »Det her vil vi.« Så sker der rent faktisk noget, tilføjede han.
I Fjelstrup har man skelet til Øsby-Starups løsning.
– Øsby startede, og Fjelstrup blev inspireret af det. Og nu er de i gang i Over Jerstal og andre af lokalbyerne. Så vi har faktisk fået vendt en udvikling i Haderslev Kommune, og det er jeg stolt af, sagde Bo Morthorst Rasmussen.
– Vi glæder os enormt til, at børnehaven får et hjem med så gode naboer, så fællesskabet kan opstå og udvikles inde på børnecenteret, ligesom det skaber en dynamisk udvikling og fortsat liv i vores landsby. Alt det, er vi som børnehave en del af. Det er stort for både børn, voksne og personale, siger institutionsleder Helle Krauthammer, Børneunivers Nord.
Kit/Henri.