Søpavillonen i Ødis var tæt på at blive opgivet
– Vi er i Ødis kendt for vores store frivillighed i fællesskabet. Dette er en af de mange årsager til at bosætte sig i Ødis og omegn.
Det siger Niels Knudsen, som er formand for Lokalrådet for Ødis Bramdrup, Ødis og Fovslet. Han tilføjer:
– Det er derfor med stor glæde, at vi snart får et smukt samlingssted midt i naturen, som kan være en base for mange af de aktiviteter, der hvert år afholdes.
Tæt på at blive opgivet
Projektet, som er skabt i samarbejde med Tegnestuen Mejeriet, har ellers flere gange været tæt på at blive opgivet. Først på grund af Corona-pandemien og dernæst en energikrise, der ledte til kraftige prisstigninger og materialemangel.
Men igennem vedholdende dialog med støtteydere, arkitekt og Kolding Kommune er det nu lykkedes ildsjælene omkring projektet at nå i mål med den fornødne finansiering og tilladelser.
Det betyder, at man nu kan påbegynde opførelsen af Ødis Søpavillon på brink-en af søen.
De betaler for Søpavillonen
Projektet er finansieret via en lokal indsamling og støttet af en række fonde:
Realdanias Underværker og Nordea-fondens ”Her bor vi”-pulje, Bent O. Jørgensens Fond, Friluftsrådet samt Kolding Kommune.
– Lokalrådet ØBØF er meget taknemmelig for den økonomiske opbakning, vi har fået fra fonde og Kolding Kommune samt de mange lokale bidragsydere. Uden denne økonomiske støtte og opbakning havde det ikke været muligt at nå i mål, siger Niels Knudsen fra Lokalrådet.
Første spadestik tages den 22. februar 2024 kl. 15.00, og Ødis Søpavillon forventes at stå klar til indvielse allerede midt i august 2024.
LÆS OGSÅ: Ødis får sin Søpavillon