Jørn Dohrmann stiller nu op for Moderaterne til Koldings næste byrådsvalg
Den kendte politiker fra Vamdrup har bevæget sig fra Dansk Folkeparti til Moderaterne.
Jørn Dohrmann, Vamdrup, stiller nu op for Moderaterne efter at have været i Folketinget for Dansk Folkeparti fra 2001-2014.
Jørn Dohrmann var i en lang årrække en markant politikere, både i Folketinget, byrådet og EU Parlamentet.
Dohrmann sad i 13 år både som folketings- og byrådsmedlem, først i Vamdrup Kommune og efter kommunesammenslutningen i Kolding Kommune.
Da han i 2014 også blev valgt ind i EU-parlamentet, måtte han dog udtræde af Folketinget og byrådet.
I 2019 kom han imidlertid ikke med på Dansk Folkepartis 10 mand store kandidatliste til EU-valget.
Dohrmann havde forud argumenteret for, at opstillingen skulle være sideordnet – dvs. kandidater, som fik flest stemmer, kunne overhale de første på listen. Men da det ikke lykkedes at komme på listen, besluttede Vamdrup-politikeren at stoppe i politik.
”Jeg har været i politik i 18 år og er lige blevet 50. Skal jeg noget andet, skal jeg hverken stille op til det ene eller det andet,” sagde han dengang til Jydske-Vestkysten. Dohrmann er oprindelig uddannet som automekaniker og har også drevet landbrug.
Men når man engang har været med i politik, er det åbenbart svært at slippe.
I marts 2021 meldte Dohrmann sig således ind i de Konservative i Kolding. Han fik dog ikke lov at blive opstillet på partiets liste, muligvis på grund af de retssager, han har været involveret i om EU-midler, og en sag, hvor han tog et video-kamera fra en fotograf og måtte betale 15.000 kr. i erstatning.
Men nu har Lars Løkkes parti Moderaterne taget imod Dohrmann, og planen er, at han skal opstilles til næste byrådsvalg i 2025. Han nåede dog ikke at komme med på Moderaternes EU-valgliste, som længe har ligget fast.
Den anden topfigur på Moderaternes byrådsliste bliver Vibeke Henriksen, som bl.a. har været formand for Danske Handicaporganisation og organisationen SIND – For psykisk sundhed.
Selv om Moderaterne kalder deres kandidater et ”stærkt hold”, opfordrer de også andre, ”som sidder med en byrådskandidat i maven eller interesse for politik til at melde sig ind i Moderaterne og gøre deres stemme gældende ved det kommende byrådsvalg.”
Moderaterne lover ”det brede samarbejde hen over midten” og ”kompromispolitik” om ældrepolitik, socialpolitik, lokal udviklingspolitik, sport og idræt samt skoleområdet.
Moderaternes lokalbestyrelse i Kolding Kommune består af formand Morten Hell, næstformand Christina Damkjær samt bestyrelsesmedlemmerne Vibeke Henriksen og Torben Schaldemose.