Giv børn frugt i skolen
Tal fra Undervisningsministeriet viser, at et betydeligt antal børn kommer sultne i skole. Således er f.eks. omkring 27% af børnene i en 4. klasse sultne, når de møder i skole. 15-20% af alle skolebørn har ikke regelmæssigt madpakke med i skole. Det har naturligvis indflydelse på børnenes trivsel og evne til at lærer nyt i skolen.
Der kører i øjeblikket forsøg på nogle skoler med gratis skolemad. Det er en god, men dyr, ordning, som det ikke ligger ligefor at kunne indføre, uden et statsligt tilskud. Men EU har vedtaget en skoleordning, der skal fremme sunde kostvaner blandt børn og unge og give dem bedre adgang til frugt og grønt. Ordningen er gratis. Kommunen får et tilskud, der svarer til omkostningen til indkøb af frugt og grønt, der så kan uddeles gratis til skolebørnene.
I forhold til frugt og grønt, så viser undersøgelser, at kun 27% af børn i alderen 7 til 12 år får den anbefalede mængde og for børn i alderen 13 til 18 år er det kun 7%.
I Dansk Folkeparti har vi derfor foreslået i Børne-, Skole- og Familieudvalget, at Kolding Kommune tilslutter sig ordningen, og der sørger for gratis frugt og grønt til skolebørnene, uden omkostninger for familierne.
Vi håber, der vil være opbakning til den ordning, når den skal behandles på udvalgsmødet i april. Målet er, at den lette adgang til frugt og grønt vil bidrage til at grundlægge sundere kostvaner i en tidlig alder samt bidrage til større trivsel og velbefindende for børnene.
Søren Rasmussen
Medlem af Børne-, Skole- og Familieudvalget for Dansk Folkeparti
Primulavej 7
6000 Kolding

