Renovering og fornyelse skal gøre leg i naturen tiltrækkende for børn
VAMDRUP: Vamdrup Byforum vil nu gøre naturen i nærområdet til byen mere tiltrækkende for borgerne og for børns leg i naturen. Og det vil man bruge midler fra kommunens Centerbypulje til.
Og naturen i nærområdet er i denne forbindelse primært byens to folkeparker, Frederikkelund ved Jernbanegade, som grænser ind til Bøstrup Sø, og Margrethelund ved Plantagegade, der har Kongeåen som nabo.
Bordbænkesæt ved fugletårn
Ved Bønstrup Sø søger byforum midler fra Centerbypuljen 2026 til et nyt bord-bænkesæt med tag og til en fast bålplads ved det bestående fuglekikketårn ved søbredden. Og så vil man også forny nedslidte redskaber på en bestående naturlegeplads i parken. Og endelig skal en kikkert i fuglekikketårnet igen gøres brugbar.

Fast og sikker bålplads
I Margrethelund findes nu offentlig legeplads samt en åben hytte. Der har tidligere været en bålhytte opsat og vedligeholdt af Kolding Kommune. Men da denne trængte til renovering, etablerede byforum for år tilbage en ny hytte med mulighed for bål.
Det har dog vist sig, at der ofte tændes bål på uhensigtsmæssige steder, derfor ønsker byforum nu etableret et fast bålsted med bålring og grillrist, så det tydeligt ses, hvor der kan tændes bål.
Bålstedet foreslås placeret uden for hytten, men i tilpas sikker afstand fra både legepladsen, hytten og parkens beplantning.
Byforum ser også gerne, at de forskellige ønskede tiltag i parkerne sker i samarbejde med Kolding Kommunes ”outdoor team” og legepladsinspektør.
Vamdrup Byforums ønsker har netop været behandlet i kommunens Lokaldemokratiudvalg, hvor der i Centerbypuljen 2026 er cirka 600.000 kroner til rådighed til deling mellem til de tre centerbyer Vamdrup, Lunderskov og Christiansfeld.
/seb