Politiet har opgivet at finde årsagen til den eksplosionsagtige brand på Tingskovhedevej
Den 52-årige ejer af laden på Tingskovhedevej 10 slipper med en bøde på 30.000 kr. for overtrædelse af beredskabsloven, fordi han ikke ”udviste tilbørlig forsigtighed med brandfarlige stoffer”.

Onsdag den 18. december 2024 brød en voldsom eksplosionsagtig brand ud i en lade på Tingskovhedevej 10 ved Taps.
Branden var så voldsom, at beboere i området blev evakueret, da gasflasker eksploderede under brandslukningen. De enorme drøn kunne høres på lang afstand. En nabo følte det, som om gulvet bevægede sig i hans hus. Og branden var længe ude af kontrol, før brandvæsnet fra de forskellige stationer fik den under kontrol.
Mange frygtede, at det var en ny Seest-katastrofe, men så galt gik det ikke.
Bagefter kunne man se de bøjede stålbjælker, som havde givet efter under den voldsomme varme. Og murbrokker og dele af ladens tag var slynget ud på markerne.
Den eksplosionsagtige brand udsatte brandmandskabet for alvorlig fare.

Årsagen uopklaret
Årsagen til branden har politiet ikke kunnet finde frem til. Men når branden blev så voldsom, skyldtes det formentlig, at der i laden var adskillige tons træpiller, næsten hundrede gasflasker, hvoraf halvdelen (45) var på 10 kg, mens 28 var på 5 kg. Desuden var der 9 tromler med 200 liter motorolie samt omkring 20 tons kunstgødning.
Der var også tre tanke med 3.100 liter diesel. Og der var ca. 5.000 liter hydraulikolie.
Det fremgår ikke, om alle gasflaskerne og olien kun var til ejerens eget brug, eller om de var til salg.

Farlig forurening
Noget af olien løb langs vejkanten over i en nabos have. Men trods risikoen for forurening foretog kommunen sig efter naboens mening stort set ingenting.
– Jeg synes, at Kolding Kommune har svigtet. Branden var i december, og først et halvt år senere begynder der at ske noget, sagde murer Hans Hansen, som bor på Tingskovhedevej 11 og er nærmeste nabo til nr. 10.
Christiansfeld Avis havde ugen før – i juni 2025 – omtalt, at der endnu ikke var ryddet op på grunden, selvom kommunen ad flere omgange havde rykket ejeren.
Efter omtalen kontaktede politiet naboen, og det lokale byrådsmedlem Molle Lykke Nielsen tog sagen op i kommunens miljøudvalg.

Naboejendom truet
Men i mellemtiden var olien sivet over i naboens have, ligesom der var risiko for, at den sivede gennem vandløb til Taps å.
Naboen frygtede, at forureningen ville skade hans ejendom og nedsætte dens værdi.
– Hvis man havde gjort noget straks, kunne det være forhindret, sagde Hans Hansen, som – på grund af kommunens nølen – måtte bestille et professionelt firma for at få fastslået, at hans grund var forurenet.
Forsikringen anerkendte herefter den professionelle undersøgelse og gik straks i gang med at rense jorden på nabogrunden.
Bøde på 30.000 kr.
Efter halvandet års ventetid har Sydøstjyllands Politi opgivet at rejse tiltale imod den 52-årig mand, som ejer den 1.000 kvadratmeter store lade, hvor de brandfarlige materialer befandt sig.
Den 52-årige mand har dog fået en bøde på 30.000 kroner for overtrædelse af beredskabsloven.
Baggrunden er, at han havde undladt “at udvise tilbørlig forsigtighed med brandfarlige stoffer” ved at have “skabt sig et lager med brandfarlig væske uden kommunalbestyrelsens godkendelse”, fremgår det i et skriftligt svar fra politiet til JydskeVestkysten.
Ejer fik udsættelse på udsættelse
Inden branden havde ejeren af landejendommen fået påbud fra Kolding Kommune om at rydde op på adressen. Her var der et stort, ulovligt oplag af gamle biler, campingvogne, skrot og byggematerialer.
Efter branden fik ejeren igen påbud om at rydde op på grunden, som han nu var fraflyttet. Fristen blev sat til 1.5. 2025 – efter flere udsættelser også forud for branden.
Christiansfeld Avis spurgte i juni 2025 kommunens miljøansvarlige, Merete Valbak, hvorfor det ikke var sket en oprydning.
Hun svarede:
– Ejeren har fået et påbud om at rydde op udendørs på ejendommen med en frist den 1.5. 2025. Det er ikke sket, og vi er i fortsat dialog med ejeren omkring tidsplanen for oprydningen. Påbuddet vedrører kun det udendørs oplag, der var på udendørsarealer inden branden, ikke selve brandtomten, svarede Merete Valbak.
Oprydning er i gang
Selv om det trak ud, så fortæller et skilt på ejendommen nu, at CECCA Totalrådgivning er i gang. Firmaet tager sig af brandskader og står for oprydning og genopbygning, fremgår det af skiltet.
Men der er endnu lang vej, før grunden på Tingskovhedevej 10 igen kan tages i brug.