Musik på Skamlingsbanken
SJØLUND: Der lægges op til spændende musikalske begivenheder her i foråret på Skamlingsbanken.
KOBTER, som lægger ud søndag den 3 april, består af de to poetiske trompetister, Jakob Sørensen og Peter Marott.
Deres lyriske spil blandes med elektronisk lyd, og sammen udforsker de trompetens mange klangfarver. Og det er fra det skrøbelige til det utæmmelige. Improvisation er et grundelement i musikken, og Skamlingsbankens smukke rammer forventes at give inspiration til den musik, der vil opstå.
Der fortsættes søndag 1. maj med duoen Heise von Bülow Duo. Det handler om to unge fremadstormende jazzmusikere, Mathias Heise og Pelle von Bülow, som vil præsentere en blanding af de bedste jazz-standards, jazz-klassikere og originale kompositioner.
Mathias Heise, der er mundharpist, pianist og komponist, har modtaget en række danske og internationale priser. Han blev i 2017 tildelt Ben Webster Prisen som den yngste nogensinde. Pelle von Bülow betegnes som en etableret og anerkendt guitarist på den danske jazzscene med stor kærlighed til bluesmusikken, lyder det i en præsentation.
Begge koncerter på Skamlingsbanken foregår i det nye oplevelsescenter om eftermiddagen med start henholdsvis klokken 16 og 17. /bro