Børn i Jordrup skal lære at være små landmænd

Børn i Jordrup skal lære at være små landmænd

Fynslund Skole og Børnehus får 5.000 kr. fra Skolemælkslegatet.

Pengene fra Skolemælk skal bruges til at anlægge en skolehave, som eleverne skal passe på skolen ved Jordrup i Kolding Kommune.

Plante smil og plante solskin … og lære en masse om biodiversitet, bæredygtighed og kost. Det kan elever og børn i Fynslund Skole og Børnehus se frem til at skulle i gang med.
Skolen ved Jordrup har nemlig fået 5.000 kr. fra Mejeriernes Skolemælkslegat til at købe vandkander, trillebøre, skovle og andre redskaber. Grejet skal bruges til at lave en skolehave i samarbejde med en lokal landmand.

Får jordlodder

”Her skal skabes jordlodder, som eleverne på tværs af årgange og børnehave skal tilså, dyrke og passe. I dette arbejde bliver flere fag (f.eks. madkundskab, natur og teknik, billedkunst, idræt og matematik) inddraget. Der skal arbejdes med en plantes livscyklus, biodiversitet, bæredygtighed, kostens sammensætning og ernæringsværdi,” skriver lærer Camila Julius i sin ansøgning til Skolemælkslegatet.

Legat til 45 skoler

To gange om året kan skoler, der er medlem af Mejeriernes Skolemælksordning, søge midler fra Skolemælkslegatet. Legaterne går til sundheds- og fællesskabsfremmende aktiviteter og fungerer som en håndsrækning til aktiviteter eller tiltag, hvor skolens egen økonomi ikke rækker. Ved legatuddelingen her i efteråret var der i alt 664 ansøgere.

”Vi er meget glade for den store interesse for Skolemælkslegatet, og selvom vi ikke kan glæde alle, er det utroligt tilfredsstillende at kunne støtte en bred vifte af tiltag til gavn for børnene på 45 skoler og SFO’er, siger Rasmus Flade Nielsen. Han er senior marketing manager i Mejeriforeningen, som administrerer Mejeriernes Skolemælksordning.

Alle projekterne støtter op om sunde vaner, fællesskab og trivsel på skolerne.

Se også