Skanderup Kirke søger ny organist
Stillingen som organist/kirkemusiker ved Skanderup er ledig til besættelse snarest muligt.
LUNDERSKOV: Det handler om en stilling på gennemsnitlig 24 timer om ugen. Kravet til ansøgeren er, at han/hun skal være en nærværende, engageret, initiativrig organist/kirkemusiker med høj faglighed og gode samarbejdsevner.
Vedkommende skal ifølge stillingsopslaget være interesseret i at arbejde med fællessang og kor og skal være en naturlig del af det kirkelige fællesskab samt give mennesker et godt indtryk af kirken.
Den nye organist får et orgel fra Marcussen & Søn med 11 stemmer at arbejde med.
I Skanderup sogn er Lunderskov hovedbyen. Og kirken er en del af Kolding provsti og ligger ca. 12 km vest for Kolding. Sognet har pt. ca. 4.200 indbyggere, hvilket dog forventes at stige, idet der i 2025-2026 bygges op mod 100 nye boliger i sognet.
Det fremhæves, at kirkesognet kendetegnes ved at have et aktivt menighedsliv og en god flok engagerede frivillige. Der er god tilslutning til gudstjenesterne, og sang og musik prioriteres højt både i forbindelse med gudstjenester og de andre kirkelige handlinger.
Der er 9 ansatte ved kirken, som næsten dagligt mødes i et udbygget kontorhus fra 2021 i flotte naturskønne rammer. Der er separat kontor til organisten med eget øveorgel.
Det forventes, at den nye organist har ambitioner om at udvikle det musikalske liv omkring kirken i samarbejde med præsten, andre medarbejdere, menighedsråd og lokale musiske borgere i sognet.
Til gengæld tilbydes engagerede kollegaer, en arbejdsplads med fokus på samarbejde og trivsel, et uhøjtideligt professionelt arbejdsmiljø og et engageret menighedsråd.
Ansøgninger skal være fremme senest den 25. januar 2026 hos formanden for menighedsrådet, Dorte Kring Nielsen.