Nøddeknækkeren som klaverkoncert i Søstrehuset
Af Lars Østergaard Jensen
Foreningen Klassisk Christiansfeld havde til årets anden koncert fået den internationalt prisvindende dansk/polske pianist Filip Michalak til Søstrehuset for at opføre den fantastiske musik, som balletten Nøddeknækkeren byder på fremført i klaverversion. Et projekt som Filip Michalak i mange år har drømt om at opføre.
Og det blev en mere end stor musikoplevelse for det fremmødte publikum.
Filip Michalak spillede højdepunkterne fra den herlige ballet med musikken skrevet af den russiske komponist Tjajkovskij i 1816. Han spillede værket på en både sprudlende, intim, nyskabende og virtuos måde på Søstrehusets flygel.
For at skabe den fortryllende stemning fra balletten, havde han medbragt en samling smukke nøddeknækkerstatuer, ligesom han selv optrådte i et nøddeknækkerkostume (fremstillet i Spanien) og fortalte mellem de 12 stykker om handlingen.
Nøddeknækkeren
På Wikipedia fandt jeg efter koncerten en gennemgang af handlingen her bragt forkortet: ”Balletten handler om den rige familie Stahlbaum, som holder julefest. Børnenes onkel sidder i dukkeværkstedet og arbejder med gaverne. Han er specielt glad for nøddeknækkerdukken, som er en gave til Clara. Hun er så spændt, at hun næsten ikke kan vente og kikker ind i stuen, hvor juletræet bliver pyntet. Hun gemmer sig bag en stol og ser onklen vise sin mor den specielle gave til pigen – men fra gemmestedet kan hun ikke se, hvad det er.
Da de voksne er ude af syne, vover Clara sig frem, men forstyrres af sin bror Fritz. De ryger næsten i totterne på hinanden, men bliver beroliget, da hendes far og mor åbner stuedøren.
Clara får en ballarinadukke og Fritz en tinsoldat. Da gæsterne er kommet, arrangerer fru Stahlbaum en dans. Senere står hr. Stahlbaum pludselig med en tryllestav. Senere kalder onklen på Clara og viser hende Nøddeknækkerdukken, som Clara straks taber sit hjerte til. Fritz forsøger at tage den, men taber den på gulvet og pludselig skræmmes gæsterne af en mus. Hovmesteren får musen jaget bort, så de voksne kan danse.
Efter flere forviklinger bringes de to børn i seng, men Clara lister tilbage til stuen og leder efter nøddeknækkerdukken – og til sin overraskelse er den så god som ny. Da uret slår tolv myldrer den ene mus frem efter den anden. De omringer Clara og vil have fat i dukken. For at redde den, kaster Clara sin ballarinadukke til dem – og besvimer af skræk.
Hendes far sætter fart i begivenhederne med en tryllestav, og det kommer til et stort slag mellem mus og soldater. Da dukker musekongen og musedronningen op og vender krigslykken. Soldaterne bliver jaget på flugt og musedronningen fanger Claras ballarinadukke. Clara prøver at få den tilbage, men fanges af musekongen – men ud af legetøjsskabet kommer Nøddeknækkeren som en frelsende engel. Han er blevet stor og redder Clara og udfordrer musekongen til duel. Med sin sko slår Clara dog musekongen, så Nøddeknækkeren kan uskadeliggøre ham. Clara segner om af sindsbevægelse.
Da hun slår øjnene op igen, vækker Dorsselmeyer Clara, som nu er blevet en ung dame. Nøddeknækkeren er forvandlet til en ung prins. De to danser med hinanden, men afbrydes af Snedronningen, som skiller dem fra hinanden og kalder alle snefnug sammen. Til sidst får Clara og hendes prins lov til at drage videre. Drosselmeyer og to nisser kommer ind med slæder, som skal bringe Clara og prinsen til ”Landet fuldt af slik”.
Drosselmeyer vækker alle blomster i vinterlandskabet til live. Men Musedronningen vogter over ballarinadukken, som er blevet til en levende ballerina, Bolsje-feen. Efter flere forviklinger med mange andre personer ender det hele – som en drøm. Clara vågner op hjemme i stuen julemorgen med dukkerne, Nøddeknækkeren og ballarinadukken i sine arme og tænker på sin fantastiske drøm.
