Lunderskov satser på kunstgræsbaner til sommer

Jan Schjerning regner med, at græsbanerne kan være klar til sommer.

LUNDERSKOV: Der skal anlægges nye kunst-græsbaner ved Lunderskov Stadion på Reinholts Bakke. Det er Lunderskov Boldklub, der står for den praktiske del af projektet, og herfra satser man på, at de nye kunstgræsbaner kan stå klar allerede til sommer.

 

Jan Schjerning fra klubbens kunstgræsudvalg fortæller, at en væsentlig grund til, at det går så hurtigt med at få banerne anlagt, hænger sammen med, at erhvervslivet på egnen velvilligt har støttet projektet økonomisk med sponsoraftaler. Han erkender dog, at arbejdet med at skaffe sponsormidlerne, på grund af corona-lukninger og restriktioner har været vanskeligere end forudset, og at det kræver benhårdt arbejde.

– Men så er der heldigvis også kommet et pænt beløb ved salg af »folkeaktier«. For 250 kroner kan man også få sit navn på en af banderne ved det nye anlæg, og det har 160 personer allerede købt sig adgang til, fortæller Jan Schjerning.

Han understreger, at kun takket flot støtte fra erhvervslivet og borgere i både Lunderskov og Kolding er man nu så vidt, hvad angår økonomien, at man vover at gå i gang med selve anlæggelsen af banerne.

Det betyder, fortæller Jan Schjerning, at der er skrevet under på en aftale med entreprenøren, som skal anlægge banerne. Det handler om firmaet Nordisk Kunstgræs Import, som har specialiseret sig i anlæggelse af kunstgræsbaner:

– Hvad angår anlæggelsen, så skal der her hos os fx tages visse forholdsregler til undergrunden under græstæppet af hensyn til et stort naturligt depot af drikkevand, som ligger under Andst lige vest for stadion, fortæller Jan Schjerning.

– Kolding Kommune betaler det meste af gildet på 3,5 millioner kroner ved anlæggelsen af de nye kunstgræsbaner ved Lunderskov Stadion. Kommunen gav tilbuddet om at få banerne til flere klubber vest for Kolding, med besked om selv at finde frem til, hvor de skulle ligge. Her er blandt andre også Vamdrup IF Fodbold. Lunderskov Boldklub trak det længste strå i kampen, fordi klubben kunne tilbyde det største beløb i egenbetaling:

– Vi tilbød selv at komme med 1,5 millioner kroner. Og med hjælp fra klubkassen og flinke sponsorer er vi nu så meget på plads med økonomien, at vi har besluttet at gå i gang med arbejdet, forklarer, Jan
Schjerning.

Han lægger ikke skjul på, at grunden til, at klub-kassen selv kan bidrage med et pænt beløb, hænger meget sammen med pæne overskud fra de populære årlige Lunderskov Cup-stævner.

Projektet kunstgræsbaner i Lunderskov omfatter anlæggelse af en stor 11-mands fodboldbane og en mindre 5-mandsbane med kunstgræs. Og da det er kommunen, som både ejer banerne og bidrager med flest penge, er det meningen, at de nye baner skal stilles til rådighed
for andre fodboldklubber i omegnen af Lunderskov.

– Grunden til at vi har sat arbejdet i gang nu, er, at vi håber, at de nye baner kan stå klar til sommer til Lunderskov Cup – hvis corona-restriktioner da ikke spænder ben for arrangementet, slutter Jan Schjerning.

Lunderskov Cup er normalt en begivenhed, der sætter byen på landkortet. Stævnet plejer at samle op mod 2.000 børn og unge med ledere til en fodboldturnering, der fordeler sig ud på flere end 200 hold. 

/bro

Se også