Ny strækning af syd-ringvejen tages i brug
Onsdag den 18. december tages de første 400 meter af den nye vej syd for Vonsild i brug. Trafikanterne til og fra bl.a. Sjølund, Hejls skal fremover køre en lidt anden rute, end de er vant til.
Det er strækningen fra den store rundkørsel i krydset Vonsildvej/Ødisvej og cirka 400 meter østpå til Sjølundvej, der nu åbnes.
– Den nye ringvej har stået højt på vores ønskeliste i en del år. Derfor glæder det mig, at vi nu kan tage det allerførste stykke af Ringvej Syd i brug, siger Jakob Ville, som er formand Plan og Teknik.
Han indrømmer, at der er lang vej endnu, før Vonsildvej forbindes med Skamlingvejen.
– Men vi kommer til at arbejde benhårdt på at reducere trængslen og styrke mobiliteten på vejene omkring Kolding, siger Jakob Ville.
Rundkørsel med 4 ben
De seneste måneder har entreprenørens folk arbejdet på at etablere et fjerde ben til den store rundkørsel i krydset Vonsildvej/Ødisvej, og det arbejde har de nu afsluttet. Der er lagt asfalt og striber på, så vejen nu kan tages i brug.
– Samtidig bliver udmundingen af Sjølundvej i Vonsildvej lukket, så man ikke længere kan bruge den ind- og udkørsel, fortæller ingeniør Steen Langhoff, Kolding Kommune.
Den nye ringvej bliver forbundet med Sjølundvej i en ny rundkørsel, som ikke er lavet endnu. I stedet forbindes den nye strækning med Sjølundvej via en kort midlertidig vej. Overgangsvejen er lidt kurvet, og derfor er der en hastighedsbegrænsning på 50 km/t.
1. etape om et år
Efter nytår fortsætter arbejdet med Ringvej Syd. Her skal laves følgende:
* En ny rundkørsel, hvor Sjølundvej mødes med Ringvej Syd
* Faunapassager de to steder, hvor ringvejen krydser Dalby Møllebæk, så frøer, pindsvin, grævlinger og større dyr kan krydse vejen uden at blive smadret af biler.
* De sidste to km vej
Kommunen regner med, at den første etape af Ringvej Syd vil stå klar i starten af 2026. Etapen skal tilsluttes en vej til et nyt boligområde sydøst for Vonsild.
Færdig, når der er penge til det…
Den anden etape af ringvejen vil munde ud i Skamlingvejen ved Skartved. Hvornår den etape vil stå færdig, afhænger af hvornår der bliver sat penge af til at gennemføre etapen.
Den nye ringvej syd for Kolding bliver 5,2 km lang. Ringvejen skal mindske trængslen, aflaste trafikken gennem byen og understøtte byudviklingen i Vonsild og Dalby.
Når Ringvej Syd er helt færdig, vil biltrafikken også blive aflastet, da der skal skabes en genvej mellem Stenderuphalvøen og motorvejsnettet.