Utilfredshed med tog fra Vamdrup og Lunderskov
Den nye køreplan, som DSB iværksatte 15. december, giver færre afgange i Lunderskov. Det skaber ifølge byrådsmedlem Iben Lehmann Rasmussen problemer for Kolding Kommunes ansattes mulighed for at passe deres arbejde.
Derfor har hun fået sin partifælle i Folketinget, Karina Lorentzen, Kolding, til at rejse sagen hos transportministeren:
– Det er rigtigt skidt for et samfund som Lunderskov. Det er jo en svækkelse af en by, som jeg er overbevist om, at folk også vælger at bosætte sig i, fordi der er gode togforbindelser til arbejdspladser i vores region, forklarer Iben Lehmann Rasmussen.
– Sådan noget er jo med til at sabotere en by, der skal tiltrække flere bosættere. Og det tvinger jo folk til at anskaffe en bil eller bil nummer to, for at det hænger sammen. Det giver jo ikke mening, når skinnerne er der. Det har jeg bedt om en forklaring på, for det er dårlig landdistriktspolitik, siger Karina Lorentzen.
Ansatte i Kolding Kommune har derfor nu dannet en pendlerklub for at prøve at påvirke situationen.
Også Dansk Folkepartis byrådsmedlem Søren Rasmussen kritiserer DSBs nye køreplan.