Sø med 17 betingelser
Kolding Kommune har givet en beboer i Vamdrup tilladelse til en sø på hans matrikel i Ødis-Bramdrup.
Etablering af søen kræver nemlig en tilladelse efter planlovens landzonebestemmelse. Og der følger ikke færre end 17 betingelser med:
1. At søen får en størrelse på ca. 600-1100 m2.
2. At søen på det dybeste sted er 1,5-2 meter.
3. At søen udformes i harmoni med det omgivende landskab, med runde og bugtede bredder, der skråner svagt.
4. At den største del af bredden ikke er stejlere end anlæg 1:5.
5. At der ikke foretages tilsåning af bredderne, den naturlige vegetation skal selv indfinde sig.
6. At der ikke etableres øer.
7. At søen ikke etableres med membran af plastik.
8. At der ikke opsættes redehuse eller hegn.
9. At det opgravede materiale ikke anbringes på arealer, der er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3.
10. At det opgravede materiale spredes ud i et jævnt og maksimalt 30 cm tykt lag.
11. At søen ikke har tilløb eller afløb fra dræn.
12. At der ikke udsættes fugle, fisk eller andre dyr i eller ved søen, bortset fra flodkrebs (Astacus astacus).
13. At der ikke fodres i søen eller nærmere end 10 meter fra højeste vandstand.
14. At der ikke foretages beplantning eller gødes tættere end 10 meter fra højeste vandstand.
15. At ansøger selv har ansvaret for at undersøge Ledningsregisteret for ledninger i området.
16. At gravearbejdet straks stoppes og museet kontaktes, hvis der fremkommer fund af fortidsminder.
17. At Kolding Kommune kontaktes senest en måned efter at søen er etableret.