Erhvervsejendom i Vamdrups bymidte kan nu købes til nedsat pris

VAMDRUP: Det er erhvervsejendommen på adressen, Jernbanegade 9, der er udbudt til salg. Salget er annonceret af Dan Bolig Erhvervscenter Syd. Og det er til nedsat pris. Nyheden er, at nu kan ejendommen købes for 1.495.000 kroner!
I annoncen fremhæver Danbolig blandt andet ejendommens centrale beliggenhed i byen, og at gældende lokalplan for området giver også mulighed for tilladelse til boligbyggeri på stedet i helt op til tretager.
Om ejendommens tilblivelse og historie kan fortælles, at den blev opført i 1982 som lokal bankfilial for Danske Bank og ombygget i 1994, hvor der blev indrettet revisionskontor i bygningen. Efter en fusion har den i nogen tid stået tom.
Det hedder i salgsannoncen, at ejendommen er omfattet af Lokalplan nr. 62, som tillader opførelse af bebyggelse til boligformål, liberale erhverv, forretninger, café- og restaurationsvirksomhed eller offentlige formål.
Det fremgår videre fra Danbolig, at ejendommen er på 206 kvadrater, plus en tør og rummelig kælder på 82 kvadratmeter, og at den nuværende indretning blandt andet byder på lydlofter med LED-belysning, tæpper på gulvene og klinker på badeværelserne, og at kælderen indeholder et bredt og åbent trapperum, teknik-rum, samt et stort lokale til lager, opbevaring, udstilling, samt et boksrum med bankboks.
Og så fremhæves det, at Vamdrup er en driftig handelsby med både store og små virksomheder, herunder Rockwool, Isovér Saint-Gobain, H. Daugaard, Teknos A/S, Dansk Auto Logik, Smurfit Kappa og TreeTops, og at byen også tilbyder en række faciliteter, der gør den attraktiv for både erhverv og bolig.
Endvidere fremhæves gode indkøbsmuligheder inden for kort afstand, samt beliggenhed nær offentlig transport med tog og busforbindelser og med gåafstand til spisesteder, cafeer og restauranter og kulturelle tilbud. / (sebro)