Overhøres protesterne?

Statslig udpegning af energipark syd for Vamdrup.

Vindmølle-eventyret er løjet lidt af, men der kan hurtigt komme ny vind i udviklingen.

VAMDRUP/FARRIS: Protester fra naboer til planer om en gigantisk solcellepark og vindmøllepark ved Højrup og Farris syd for Vamdrup er måske nu til ingen nytte.

Det skyldes, at det er lykkedes for aktørerne at få gang i en statslig udpegning af parken.

Plan- og Landdistriktsstyrelsen har igangsat en ny høring, og forud har et flertal i Kolding Kommunes Plan og Teknik udvalg overraskende besluttet at fastholde kommunens støtte til, at området omdannes fra landbrugsjord til energipark. Og dette kan overraske, fordi kommunen tidligere har besluttet ikke at godkende nye energiparker i områder, hvor naboerne er imod.

Den nye situation har medført, at der nu er fremlagt udkast til en statslig bekendtgørelse, justeret i et samarbejde mellem Plan- og Landdistriktsstyrelsen og Kolding Kommune, og her er høringsfristen fastsat til den 16. september 2025.

Udpeges området ved Højrup og Farris til en statslig energipark, som meget nu tyder på, betyder det, at staten kan dispensere fra en række arealbindinger, regler og lovgivning, hvis de står i vejen for etablering af vindmøller og solceller.

Kæmpevindmøller

Energiparken ved Højrup-Farris skal indeholde solcelleanlæg og vindmøller. Og der har især lokalt været modstand mod tårnhøje vindmøller.

Kommunens By- og Fællesforvaltningen forventer nu, at der kan fremlægges forslag til kommuneplantillæg, lokalplan og miljøvurderingsrapport samt udkast til § 25-tilladelse i medio 2026. Altså efter kommunalvalget i november 2025:

– Det er aktører fra energibranchen, der har fået staten til at udpege området til en statslig såkaldt VE Park, og det vil medføre endnu større gener for områdets beboere, fordi staten kan dispensere på en lang række områder, uden der kan gøres noget, siger byrådsmedlem Molle Lykke Nielsen fra DF. Og han frygter, at der kan dispenseres fra en del af klagerne fra naboerne.

En VE Park kan efter nuværende regler bestå i op mod 50 år eller mere.

Se også