VAMDRUP: Freddy Christensen, Vamdrup, byrådsmedlem for Venstre, har været på tur rundt i Vamdrup sammen med Jan Krarup, chef for Plan og Byg i Kolding Kommune.
Freddy Christensen fortæller, at den befærdede stikvej, Klebækvej, mellem Jernbanegade i Vamdrup og Rute 469, (Grindstedvejen), nu bliver lukket for trafik på over 3500 kg – efter hans forslag.
Den tunge trafik skal i stedet for at bruge Klebækvej i fremtiden køre ad Rute 469 og Hovedvej 25, Koldingvej, til og fra Vamdrups industriområde.
– Vi lukker Klebækvej, fordi mere og mere tung trafik bruger vejen, og det er den slet ikke bygget til, og så er der også klaget over meget støj fra beboere ved vejen.
Endvidere arbejdes der også på at skaffe mere jord til industri i Vamdrup, og her satses der primært på arealer langs med Hovedvej 25, Koldingvej. Og Freddy Christensen foreslår, at der med det samme i planlægningen skal indpasses jernbanespor.
Huller i gader og veje
Der blev også kikket på Østergade, Nørregade, Industrivej og Jernbanegade. Og det var ikke et tilfredsstillende syn. Tværtimod.
Efter mange opgravninger er byens gader, veje og stier efterladt ujævne og flere steder med huller, og det skal der rettes op på.
Og her skal fire aktører i gang. Det er Vamdrup Fjernvarme, Kolding Kommune, BlueKolding, samt midler fra ”Frie Bymidter” som primært skal bruges til en tiltrængt renovering af rundkørslen i bymidten, lyder det fra Vamdrups repræsentant i byrådet, Freddy Christensen. / seb
