VAMDRUP-LUNDERSKOV /Fredag den 29. maj 2026

Vamdrup Antenneforening
tilslutter sig alligevel
Kolding-net

 

VAMDRUP: Vamdrup Antenneforening, (VAF), må have opnået så meget af de stillede ønsker, at foreningen, trods tidligere afvisning, alligevel tilslutter sig samarbejdet med Kolding-net /Fællesnet – som udbyder af Tv- og internet til foreningens medlemmer i Vamdrup.

Den lidt overraskende melding kan læses på foreningens hjemmeside, hvor der kort står:

Opdatering på forhandlingen imellem Kolding Net og VAF: Efter godt og vel et års hårdt arbejde med forhandlinger og mange samtaler, er vi nået i mål med en aftale sammen med Kolding.net og fællesnet, der giver os ro…”

Overraskende er det, fordi Vamdrup Antenneforenings bestyrelse hidtil, som tidligere omtalt her i avisen, har afslået et tilbud om at samarbejde med række andre antenneforeninger i Trekantområdet med Kolding-net, som udbyder.

Derfor sagde Vamdrup nej
Vamdrup Antenneforening har tidligere ved formanden Bjarne Pedersen skriftligt begrundet afslaget i Fællesavisen, blandt andet med, at med det tilbudte samarbejde med Kolding.net ville foreningens medlemmer blive ringere stillet både teknisk og økonomisk.

Bjarne Pedersen – formand for Vamdrup Antenneforening.

Det fremgår ikke af meddelelsen på hjemmesiden, hvilke krav foreningen har fået opfyldt for alligevel at tilslutte sig Kolding.net/Fællesnet, som ny udbyder.
Men det kan se ud til, at et af hovedkravene, som var at bibeholde rettet til teknisk selvstændighed, er opfyldt.  I hvert fald har medlemmerne af foreningen netop modtaget et brev om, at de nu, på favorable vilkår, kan tilslutte sig det hurtige Fastspeed internet!
Som tidligere omtalt, så opstod uroen på antenneområdet, fordi den hidtidige udbyder, Norlys, efter krav fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, måtte skille sig af med en række antenneforeninger i Trekantområdet for at få lov til at opkøbe Ewii’s.
internetdel – og her i blandt var Vamdrup Antenneforening. /seb

________________________________________________________________________

 

Historiske lindetræer
i Vamdrup er med i
konkurrence om ”Årets træ”

 

Øverst de to træer på P-pladsen ved Sydbanegade, som de ser ud i dag1. Nederst da de lige var plantet i 1911 på perronen ved den tidligere Vamdrup Østbanegård. (Arkiv. seb) 

VAMDRUP: To historiske lindetræerne ved den tidligere, Vamdrup Østbanegård – stedet ved Sydbanegade, hvor ABC Lavpris har parkeringsplads ligger i dag – er med blandt ti udvalgte træer i kommunen, som skal konkurrere om at blive ”Årets træ 2026”.
Om træerne skrives indstillingen:
”Gruppe af to lindetræer med markant placering i Sydbanegade i Vamdrup. Træerne og stenen danner tilsammen et mindesmærke over Kolding Sydbaners tid i Vamdrup”.
 Faggruppens bemærkninger:
”Træerne ses nyplantet på fotografi fra 1911, da banen blev indviet, sammen med 2 andre træer. De flankerede den gamle stationsbygning, og er derfor et kulturhistorisk levn/vidne fra en svunden tid. De to tilbageblevne træer er suppleret af en mindesten, som fortæller forbipasserende om stedet. Ved anlæggelsen af parkeringspladsen på stedet i sin tid er der passet på træerne, og de er umiddelbart sunde og passer på hinanden. / seb
_____________________________________________________________________

 

Flere penge til
bekæmpelse af kræft

Poul Erik Jensen

REGIONEN:  Der er flere penge på vej til en styrkelse af kræftbehandlingen i Region Syddanmark. Pengene skal bl.a. bruges til indkøb af nyt udstyr til kræftbehandling og øget patientinddragelse. Det handler om en del af regeringens kræftplan 5, skriver Poul Erik Jensen , Vamdrup (S) medlem af regionsrådet.
Sidste efterår godkendte regionsrådet fordelingen af 55,4 mio. kr., der primært gik til styrket behandlingskapacitet og til regionens fire senfølgeklinikker. Og forleden besluttedes det at afsætte ekstra 47 mio. kr. til palliation, øget patientinddragelse og øget deltagelse i de nationale programmer for kræftscreening, og til at styrke indsatsen, hvor patienter tilbydes lindrende behandling under deres sygdomsforløb – eller i deres sidste tid.
Endvidere skulle der også nu være penge til at udbygge de palliative tilbud, der er på sygehusene i dag med henblik for rådgivning for behandling fx. Hos praktiserende læger og på plejehjem, samt til at styrke kompetenceudvikling og videreuddannelse af sundheds- og plejepersonalet, lyder det fra Poul Erik Jensen. / seb

Vejle Sygehus – et af de sygehuse i regionen, hvor kræften bekæmpes.( Privatfoto).

======================================================================================

Se også