Den gamle smed i Fredericia

Den 82-årige Bjarne ’Jernsø’ Sørensen er en smed, som har fremstillet smukke smedejerns-arbejder i Fredericia, ligesom man gjorde i 1700-tallet. Og han føler, at også håndværkere får hjælp ovenfra...

Smedemester Bjarne ’Jernsø’ Sørensen bruger stadig essen til gøre jernet glødende. Herefter former han jernet med en hammer på armbolten.

I den smalle Bjergegade i Fredericia ligger en gammel smedje i en baggård, som stammer helt fra Frederik IIIs grundlæggelse af byen i 1650. Og her får smeden Bjarne ’Jernsø’ Sørensen ofte besøg af turister.

Bjarnes smedje ligger i en af de gamle ”avlsbrugergårde”.

– Militæret i Fredericia havde brug for bønder, der kunne forsørge fæstningsbyen med mælk, brød og kød. Så Kongen nedlagde simpelthen de tre landsbyer Ullerup, Hannerup og Hyby og tvangsflyttede 300 landbofolk til byen i 1651.

De fik i stedet marker udenfor voldene, og om aftenen trak de køer og andre dyr gennem gaderne. Det fortsatte helt til 1964.
Da Fredericia blev stormet og lagt i ruiner af svenskerne i 1658, flygtede bønderne. Men Kongen lokkede dem tilbage med privilegier, der stillede dem bedre end bønder og borgere i nabobyerne Vejle og Kolding.

Huguenotterne

– Men Kongen kunne ikke få folk til at bo i fæstningsbyen, så han inviterede italienske, tyske, hollandske, franske og belgiske håndværkere og handelsfolk hertil. Senere fik kongen en gruppe reformerte huguenotter hertil i 1719-1720. Og de var rigtig gode til effektivt landbrug og bragte mange andre gode ting med sig, fortæller Bjarne Sørensen.

Det er huguenotternes fortjeneste, at der kom nye afgrøder som kartofler og tobaksavl til Danmark. Tobakken fra Fredericia blev frem til 1814 stærkt efterspurgt af tyske tobaksfabrikker. Derfor blev Fredericia hovedbyen for tobak.

Populær fortæller

Bjarnes gård er en af de få velbevarede, og han er en populær fortæller, når krydstogtskibene lægger til, og gæster skal se den gamle bydel.

– Når de står her på de smukke brosten fortæller jeg dem, at de står midt på den gamle mødding, griner Bjarne og han peger også over i hjørnet, hvor de gamle lokummer stadig er bevaret – af historiske grunde.

– Om natten kom natmandsfolkene jo og hentede indholdet.

En dag kom en ældre dame og fortalte, at hendes far havde været natmand. For byrådet stoppede først natmandsordningen i 1964. Da var der stadig 104 lokummer at tømme.
Og en anden dame på min alder fortalte, at hun som barn kom til at sætte en spændeskive på fingeren. Hun kunne ikke få den af, så hun måtte op til smeden – som var min far. Da han havde fået den af fingeren, tog han pungen op og gav hende en 25-øre, fordi hun havde været sådan en stor pige. Det glemte hun aldrig.

Brødknive i krigstid

– Min far startede smedjen i 1942 under 2. verdenskrig. Der var mangel på alt, bl.a. brødknive. Så min far begyndte at fremstille brødknive og hækkesakse af stål fra Ford T-affjedere.

Smedjen lå i den nederste del af hestestalden. Men der var ikke plads. Så vi stod her ude i gården i al slags vejr og svejsede. Der er gået omkring 600 tons stål gennem porten her! fortæller Bjarne Sørensen, som nu er over 80.

– Som ung ville jeg hellere ud at sejle. Men min far blev tosset og gav mig et par på skrinet, for jeg var ikke fyldt 14 år. Men jeg var jo stædig, så jeg tog med på to ture til Casablanca i Afrika. Men da jeg kom hjem, vidste jeg 100 pct., at jeg ville være smed.

– Jeg gik altid her på gården og kalkede og ordnede ting, og i 1975 fik jeg lov at købe gården af de tidligere ejere, som var de sidste avlsbrugere i Fredericia. De boede i forhuset, hvor der var kornloft over. Der var krav om, at der skulle være tegltag på husene i stedet for stråtag, så fæstningsbyen ikke brændte, når den blev angrebet.

Gaderne er også helt lige, så kuglerne kunne ryge lige igennem og gøre mindst skade.
Her i disse små bygninger var der også grise og høns og et vaskehus, fortæller Bjarne.

Kunstner i jern

Bjarne er gennem årene blevet kendt som en smedejerns-kunstner. Han kan ikke blot tegne fantastisk, han kan også fremstille de fineste jernvarer, nogen gange også guldbelagte, og det har byen sat pris på. Blandt de opgaver, han har fået, var at smede en nøgle til Prinsens Port.

– Da tyskerne angreb byen i 1864, stjal en ung løjtnant Wrangel den store nøgle til Prinsens Port. For nogle år siden var Dronningen og prins Henrik på besøg i Tyskland, og op af skuffen kom nøglen – efter 144 år, fortæller Bjarne, der blev bedt om at lave en nøjagtig kopi. Prins Henrik kom og låste porten op, fortæller Bjarne, som viser nøglen frem.

Fornylig lavede præsterne i byen noget bibel-teater om ”Jesus på Volden” sammen med skolebørnene. Her skulle de bruge en stor nøgle til fangevogteren, som vogtede Johannes Døberen, så Bjarne smedede selvfølgelig en anseelige nøgle, der kunne levendegøre beretningen. Bjarne har smedet mange mesterværker til kirker og flotte bygninger til byens torv, havn og teater. Ja, endda til en luksusliner har han fremstillet syv imponerende lysestager. Når tyve har stjålet noget antikt smedearbejde på en mur eller ødelagt en smedejernslåge med monogrammer, ringer man efter Bjarne og spørger, om han kan smede en kopi.

Engang havde tyve stjålet et afløb, der var formet som en elefantfigur. Det sad 4 meter oppe på et smukt hus.

En Gede-figur, som sad 45 meter oppe på et spir ved torvet, skulle restaureres med et nyt hoved og finner.

– Ved genmontering sørgede jeg for, at den kun kunne skrues på, så den – i modsætning til tidligere – kunne ses af borgerne nedefra. Ellers var der jo ikke megen idé i, at den hang deroppe.

Jeg lagde også lidt guld i øjet, så den i solskin kunne blinke til dem, der fik øje på den, fortæller han. Og sådan er der utallige historier. Det ville bogstaveligt talt fylde en tyk bog blot kort at remse alle de kunstneriske opgaver op, som smeden Bjarne har arbejdet med i sit lange liv.

Fx har han lavet gitre og låger med monogrammer til Grundfos-familien Due-Jensens herregård.

Da han afleverede værket, fik Niels Due Jensen blanke øjne. Og det får Bjarne næsten også, når han fortæller om det.

– For tænk, at de har ca. 20.000 ansatte globalt, og så ringer de efter sådan en lille smed som mig. Er det ikke vildt?

Smeder som i 1700

Ofte stilles der krav om, at smedearbejdet skal udføres på samme gammeldags måde, som da antikviteterne blev smedet. Dvs. at der ikke må bruges moderne hjælpemidler.

– Man bruger armbolt og forhammer. Man locksmeder hullerne ved at slå dem igennem det gloende jern. I dag kan man jo standse huller igennem med mange tons tryk. Og jeg har også selv været heldig at købe en sådan maskine på en auktion. Men den må ikke bruges, når der bestilles opgaver fra fx Arv og Kulturstyrelsen. Det er et hårdt arbejde. Og nu må jeg ikke mere for Hanne, smiler smeden og tilføjer, at man kan se film om det på hjemmesiden jernsø.dk, som hans søn har lavet. Bjarne har selv udlært sine tre sønner.

Lærte at sige nej

Bjarne har også haft store arbejdsopgaver med tons-tunge konstruktioner, hvor der skulle bruges flere ansatte. Og ind i mellem kunne det være svært at overkomme de mange opgaver.

– Jeg var en ung mester på 23 år og meget beæret over, når en arkitekt spurgte om min hjælp. Jeg sagde ja til for meget. Men da jeg lærte at sige nej, fordi jeg havde for meget arbejde, blev byrden løftet af.

Penge kom 5 minutter i 4

– Vi havde jo mange penge ude at svømme. Engang var der tre entreprenører, der gik konkurs på samme dag…! Mine folk skulle jo have deres ugeløn kontant dengang. Men en dag havde jeg ikke penge i kassen til at give dem løn, for jeg havde jo ikke fået skrevet regninger ud. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre. Så jeg gik ned bagved laden og bad faktisk Gud om hjælp, fortæller Bjarne, der livet igennem har haft et næsten kammeratligt forhold til Gud.

Han fortsætter:

– Så fik jeg en indskydelse om at gå ud til gaden. Men da jeg stod derude, tænkte jeg: Hvad laver du her? Pludselig kom en bil kørende, og manden rullede vinduet ned og sagde: ”Jeg skylder dig jo for det arbejde, du har lavet. Jeg har lige fået de her penge. Værs’god! Så kommer jeg forbi en anden dag og får lavet en regning.” Og så kørte han. Og jeg kunne gå ind i gården og betale mine folk – fem minutter i fire. Jamen altså! Man kunne nok dumme sig ind i mellem. Men Gud hjælper os jo alligevel, konkluderer Bjarne.

Hanne og Bjarne har også selv hjulpet mange mennesker ved deres køkkenbord med en kop kaffe, en samtale og en bøn. Nogle kalder stadig Hanne for ”mor”.

– Engang kom der en ung kvinde til vores dør og spurgte om hjælp. Hun havde sammen med kammeraterne leget ”Ånden i glasset”. Og det, hun troede var en selskabsleg, blev et mareridt. Hun følte, at Ånden forfulgte hende.

”De sagde nede i gaden, at jeg skulle gå op til smeden, for han kunne hjælpe mig,” sagde hun.
Så vi bad for hende, og hun slap fri af den onde ånd. Og det holdt! For hvert år på den dag ringer hun og siger glad: ”Det var jo i dag!” Selv om det nu er 35 år siden.

Indtil de grå hår

– Du er smed, men du er jo faktisk også en kunstner?

– Jeg tror bare, jeg har fået en gave til at kunne nogle ting. Det tror jeg, vi alle har, siger Bjarne.

– Du er nu over 80 år. Hvad med fremtiden?

– Ja, synet er ikke så godt mere, og der er jo nogle skavanker, men der står i Bibelen, at Gud bærer os, fra vi er unge, ”ja indtil de grå hår”. Det er da dejligt at vide, slutter Bjarne ’Jernsøe’ Sørensen, som er taknemlig for sit fysisk hårde – men spændende – smedeliv.

Se også