Poul Erik Jensen be’r Folketinget hjælpe at rense Himmark Strand

Vamdrup-politikeren, der er formand for Regionens miljøudvalg, står overfor, at 70.000 kubikmeter havbund skal graves op og renses. Pris i alt: 350 millioner.

Poul Erik Jensen

– Vi står over for en meget omfattende og kompleks generationsforurening, der har spredt sig ud under havbunden.

– Det kræver udvikling af nye oprensningsløsninger og en mere robust dæmning, som kan være vanskeligt at prissætte, inden projektet er gået i gang. Vores rådgiver vurderer, at prisen på projektet fordobles. Det kan vi ikke klare inden for de midler, der er øremærket til oprensningen, og det får vi brug for at gå i dialog med Folketinget om.

Sådan siger Vamdrup-politikeren Poul Erik Jensen (S), der som formand for miljø-udvalget står med en kæmpe forurening.

For et halvt århundrede siden gravede Danfoss fabrikken mellem 28.000 og 52.000 m3 affald og 6-700.000 liter kemikalieaffald ned ved Himmark Strand på Als. Det var helt lovligt dengang.

Det indeholdt bl.a. klorerede opløsningsmidler og olieprodukter og blev afbrændt i en række udgravede huller ved stranden.

Men i december 2019 opdagede miljøteknikkere, at de giftige stoffer var begyndt at sive ud i havet ved badestranden. Danfoss tilbød hurtigt at betale for forureningen, og skulle efter forhandling med Regionen og Sønderborg Kommune yde 25 millioner. Men nu viser det sig, at det vil koste ca. 350 millioner at fjerne de 70.000 kubikmeter havbund og strandjord.

Der skal nemlig også bygges en større dæmning, så havvandet først kan tømmes ud. Og derfor planlægger Regionen også at anlægge et rensningsanlæg ved stranden, så vandet kan renses, inden det igen pumpes ud i Lillebælt. Derefter skal området genetableret med ren jord, så natur og fritidsliv kan normaliseres igen.

Først i gang i 2025

Region Syddanmark skulle have sendt oprensningsopgaven på Himmark Strand i udbud i sommers, men det er nu udskudt til 1. kvartal 2024. Det skyldes et omfattende arbejde med at sikre tilladelserne til etablering af arbejdspladser, gravearbejdet, etablering af adgangsveje, opmagasinering af jord, der ikke er forurenet, etablering af dæmninger, udledningstilladelser m.v.

Det har også forsinket processen, at regionen har udført et ekstra kvalitetstjek af den valgte løsning for at være sikre på, at projektet har en tilstrækkeligt kvalitet.

Poul Erik Jensen forventer nu, at første spadestik på oprensningen kan ske i 2025, og at projektet er færdigt inden udgangen af 2027.

Se også