Forbrødring mellem SF og Venstre om skolen

Hans Holmer (SF) til højre er formand for Børne- og Uddannelsesudvalget i Kolding Kommune, mens Tobias Jørgensen (Venstre) er næstformand.

Det er ikke hver dag, SF og Venstre kan blive enige. Men formanden for Børne- og Uddannelsesudvalget i Kolding Kommune, Hans Holmer, SF, og Venstres medlem og næstformand i udvalget, Tobias Jørgensen, har nu skrevet et fælles læserbrev om deres mål for folkeskolen til Fællesavisen. De skriver:

”I Børne- og Uddannelsesudvalget er vi i gang med en grundig drøftelse af, hvordan vi sikrer alle kommunens elever den bedst mulige trivsel og læring. En læring, der skal sikre livsduelige voksne, der bliver en del af fællesskabet. Her er folkeskolens indhold og tilgang omdrejningspunktet.

Alle børn har ret til at trives og lære i deres lokale folkeskole, fastslår Salamancaerklæringen, som 92 lande underskrev i 1994. Handlingsprogrammet for specialundervisning siger, ”det grundlæggende princip i den inkluderende skole eller almene folkeskole er, at alle børn så vidt muligt skal gennemgå læreprocessen sammen, uanset hvilke vanskeligheder de måtte have at slås med, og uanset hvor forskellige de er.”

Og ”at flytte børn permanent til specialskoler – eller specialklasser eller særlige afsnit inden for en skole – skal være undtagelsen, som kun kan anbefales i de få tilfælde, hvor det klart er demonstreret, at undervisning i almindelige klasser ikke opfylder et barns uddannelsesmæssige eller sociale behov, eller når hensynet til barnet eller andre børn kræver det.”

Derfor arbejder udvalget med en bred faglig tilgang og kvalificering heraf samt en moderniseret økonomisk tildelingsmodel, der underbygger, at folkeskolen i højere grad kan erkende og leve op til deres elevers forskellige behov. Og elevernes forskellige måder at lære på og forskellige indlæringstakter.

Formålet er, at skolerne får bedre mulighed for at lave forebyggende og tidlige indsatser i deres lokale skole. For eleverne betyder det, at de kan bevare tilknytningen til deres kammerater i lokalområdet og undgå daglige, lange transporttider, og at skoleområdet får færre udgifter til specialtilbud.

Modellen tilfører hver skole midler fra specialundervisningsbudgettet centralt svarende til skolens forventede antal elever i skoledistriktet, der måtte have brug for et specialskoletilbud. Derved får skolerne, hvis ikke disse anvendes til betaling af eksterne tilbud, bedre mulighed for at lave forebyggende og tidlige indsatser i deres lokale skole. Der vil fortsat være elever, der har brug for et specialskoletilbud, og visiteres en elev til specialundervisning, følger pengene barnet. Her er det således vigtigt at sige, at den nye incitamentsmodel ikke ændrer på, at hvis en elev har behov for at blive visiteret, så vil eleven blive visiteret. Samtidig er det dog en diskussion værd, om den enkelte elev overhovedet bør visiteres, eller om dennes behov bedre dækkes i det almene.

Der spares ikke på folkeskolen. Den nye tildelingsmodel ændrer ikke på den samlede budgetramme til skoleområdet, men der er tale om, at vi omfordeler midlerne (hvis tildelingsmodellen vedtages), så pengene kommer ud til skolerne, som dermed har mulighed for tidligere indsatser og forebyggelse f.eks. med mellemformer og co-teach-ing. Og specialskolerne bevares.

Det er vores opfattelse, at alle i udvalget fortsat bakker op om, at vi fortsat skal have fokus på faglighed og styrke vores skoleledere, lærere og pædagoger med kompetenceløft og flere ressourcer.

Det er samtidig vores mål, at vi ved de kommende budgetforhandlinger får flere midler til ressourcer og kompetenceløft på både skole og daginstitutionsområdet.”

Se også